UngDomkirke

Leder du efter et fællesskab med andre unge?

UngDomkirke er et tilbud om fællesskab med mening og med plads til meninger. Vi mødes en gang om måneden i Domkirken til en aften med musik, reflektion og samtale over et måltid mad.

 

Mere om UngDomkirke:

Aftenens forløb

Aftenen begynder kl. 18.00 med en musikalsk andagt ledet af en præst, hvor der er tid og plads til at finde ro i musikken og Domkirkens skønne rum. Andagten tager hver gang et nyt tema op med udgangspunkt i en tekst fra Bibelen eller et teologisk udsagn, og med dagens tema i baghovedet runder vi andagten af, inden vi samles i kirkens mødelokaler og spiser aftensmad sammen.

Mad og kaffe, øl og vand kommer på bordet. Vi hjælpes ad med at få det hele gjort klar, hygger og snakker på kryds og tværs over bordene indtil aftenen slutter omkring kl. 20.00.

Tankerne bag UngDomkirke

Hvert år flytter mange unge til Odense for at starte studie eller arbejde. Mange skal etablere nye netværk og vænne sig til en ny hverdag. Der er nok at se til, og det hele kan godt blive hektisk, og følelsen af at der stilles mange krav, kender de fleste med nyt studie eller arbejde alt for godt.

Måske er du lige flyttet hjemmefra. Måske har du boet her nogle år, men mangler et fællesskab, hvor du føler dig hjemme. Lige meget hvad, er du mere end velkommen til UngDomkirke.