Menighedsplejen

Skt. Knuds Sogns menighedspleje administrerer de penge, der kommer ind ved salg af lys til lysgloben i Domkirken, og indsamles ved gudstjenesterne på udvalgte søndage og helligdage i løbet af året. Pengene indsamles for at kunne uddeles som hjælp til trængende i forskellige situationer.

Menighedsplejen har valgt at fokusere uddelingen på tre områder:

 

Julehjælp: (link til ansøgningsskema)

Det kan være svært for en familie ikke at have råd til at holde jul, særligt for børnene. Julemåneden fylder meget i børnenes hverdag i december, og det kan være hårdt at være den eneste i for eksempel klassen eller børnehaven, der ikke får gaver eller julemad juleaften.

Er du og din familie endt i en situation, hvor det at modtage julehjælp i form af en pakke med diverse madvarer og ting til at lave en traditionel julemiddag og holde en juleaften for dine børn, vil være med til at redde julen, så kan du søge om julehjælp fra Skt. Knuds Sogns menighedspleje.

De eneste kriterier for at kunne søge, er at du og din familie er fastboende i Odense Kommune, og at I er medlemmer af Folkekirken. Ansøgningsskemaet kan du enten hente her på hjemmesiden eller få udleveret ved henvendelse på kirkekontoret. Den udfyldte ansøgning skal sammen med kopi af årsopgørelser fra SKAT være afleveret på kirkekontoret senest d. 10. december.

 

Dåbshjælp: (link til ansøgningsskema)

Selvom det er gratis at blive døbt i Folkekirken, er der alligevel nogle udgifter forbundet med det, da man som forældre oftest også gerne vil fejre dåben og kunne invitere gæster til at være med. For nogle familier kan udsigten til at skulle bruge penge på en dåbsfest i et stramt budget, gøre det til en næsten uoverskuelig opgave at holde dåb.

Det skal dog aldrig være økonomi, der afholder nogen fra at blive døbt og kunne fejre dagen. Du kan derfor søge om dåbshjælp fra menighedsplejen. Dåbshjælp udbetales som et kontant beløb, og er tænkt som et tilskud til at kunne fejre dagen med ens nærmeste.

Kriterierne for at kunne søge dåbshjælp er at dåben finder sted i Domkirken eller Graabrødre Klosterkirke, eller at I er bosiddende i Skt. Knuds Sogn. Derudover skal jeres økonomiske råderum være så begrænset, at det vil være svært at finde penge til en dåbsfejring. I praksis vil det sige, at jeres samlede årsindkomst ikke overstiger ca. 200.000,- kr. før skat. Ansøgningsskemaet kan downloades her på hjemmesiden eller du kan få det udleveret på kirkekontoret. Ansøgninger modtages løbende, men skal være afleveret senest tre uger før dåbsdagen sammen med kopier af seneste årsopgørelse fra SKAT for samtlige voksne i husstanden.

 

Konfirmationshjælp: (link til ansøgningsskema)

Ligesom med dåb er konfirmation i udgangspunktet også gratis, men i realiteten forbundet med udgifter, fordi man naturligvis gerne vil fejre den store dag.

Menighedsplejen modtager derfor også ansøgninger om konfirmationshjælp fra familier, der enten skal have et barn konfirmeret i Domkirken eller er bosiddende i Skt. Knuds Sogn. Kriterierne er de samme som gælder for dåbshjælp hvad angår økonomisk råderum og årsindkomst. Konfirmationshjælp er et kontant beløb, der gives som tilskud til at kunne fejre dagen med konfirmandens nærmeste.

Ansøgningsskemaet kan downloades her på hjemmesiden eller udleveres på kirkekontoret. Ansøgninger modtages løbende, men skal være afleveret senest tre uger før konfirmationsdagen sammen med kopier de seneste årsopgørelser fra SKAT for samtlige voksne i husstanden.