Domkirkens højmesse er fyrtårn og moderskib

Organisterne og vi præster har det sidste års tid arbejdet med liturgien ved højmesserne i Domkirken. Liturgi betyder ordning – altså rækkefølgen og indholdet af de forskellige dele, som en gudstjeneste søndag formiddag består af. Det har været et spændende arbejde, hvor vi sammen med menighedsrådet har gjort os mange overvejelser om, hvordan gudstjenesten her hos os egentlig skal være. For selvom mange tænker, at det da har været på samme måde altid, så er det langt fra rigtigt. Gudstjenesterne i Domkirken – og alle andre kirker – er altid præget af den tid, vi lever i, og de mennesker der fejrer gudstjeneste sammen.

Udgangspunktet for vores overvejelser om gudstjenestens form er, at Domkirken er stiftets hovedkirke, og derfor både fungerer som et fyrtårn, der lyser op og viser retning, og som et ”moderskib”, der er som en tryg favn for alle i stiftet. Her skal højmessen søndag formiddag ikke være eksperimenterende og anderledes i sit udtryk, men af højeste kvalitet og foldet fuldt ud i al sin skønhed. Domkirkens højmesse er garant for kontinuitet, og den er tro mod den gudstjeneste, som kendetegner Folkekirken. Vi lyser op ved at lægge vægt på kvalitet og skønhed, og agerer ”tryg favn” ved genkendelighed.

I løbet af året skifter tekster og temaer ved gudstjenesten i takt med kirkeårets søndage og helligdage. Helt bevidst er en søndag i fastetiden mere alvorlig og afdæmpet i sit udtryk end en søndag i påsketiden, hvor fest og farver præger. Domkirkens højmesse understreger de skiftende tider året igennem, når vi varierer de to gudstjenesteled ”Kyrie” og ”Gloria”, når messehagelernes farver skifter og domkantoriets motet efter prædikenen tydeligt afspejler stemning og tema.

Som deltager i Domkirkens højmesse har man nok også bemærket, at sang fylder ret meget. Dels salmesangen, der understøttes på smukkeste vis af ypperlig orgelledsagelse og korets velklang, men også i flere af gudstjenestens øvrige led, når jeg som præst messer min del af ritualet. Messesang er en form for stiliseret sang, der også kendes fra den katolske og ortodokse kirke og har været brugt i århundreder.

Messesang har i fortiden dels været anvendt, fordi det virker godt sammen med kirkernes hvælvede lofter, der kommer til at fungere efter samme princip som en højttaler. Ordene blev tydeligere i en tid, hvor elektronisk forstærkning og højttalere slet ikke fandtes. I vore dage er brug af messesang noget der efter min mening understreger højtideligheden, og der er mange kirkegængere, der synes det lyder rigtig smukt i Domkirkens store rum. Endelig er det også rigtig godt til at skærpe sanserne hos selv dem, der ikke kommer i kirke så ofte. Der breder sig en fuldkommen ro, mens koret og jeg vekselvis synger indledningen til nadveren.

Siden begyndelsen af december har vi brugt den ordning for højmessen, som menighedsrådet har godkendt, og som på fornem vis afbalancerer det højtidelige og traditionsrige med det nutidige og moderne. For selvom flere af leddene har en lang historie bag sig, og ordene i prædiken og bønner anderledes nye og dagsaktuelle. Flere af bønnerne er skrevet indenfor de sidste 30 år, og prædikenen handler altid om noget, vi i nutiden er optaget af. Så 70 minutter på en kirkebænk i Domkirken søndag kl. 10.00 er tænkt som en stund, hvor fortid og nutid mødes i en eviggyldig og smuk ramme. Du er hjerteligt velkommen til at være med..! 

Sognepræst Ulrik Andersen