Nyt fra menighedsrådsformanden februar 2025

Lige før jul havde Birgitte Kragh Engholm, præst ved Matthæuskirken på Vesterbro, en kronik i Kristelig Dagblad, hvor hun fortalte om en ny, anderledes og meget forkortet højmesseliturgi, der var indført som prøve i Mattæuskirken og nu godkendt fra højere sted. Begrundelsen for den ændrede liturgi var, at kirken ”skulle turde mærke, fornemme og lytte til, hvad det er, folk har brug for i gudstjenesten”. Hun ønsker et mere moderne ritual, som nutidige danskere kan spejle sig i. Som man må forstå, så hindrer den klassiske liturgi forståelsen af, hvad indholdet i gudstjenesten egentlig er. Så vejen til større forståelse og, mener hun, højere kirkegang, er at fjerne mange af de klassiske liturgielementer. Nadveren bør f.eks. ændres, ikke så vin erstattes med vand, men den skal ikke være knælende.

Debatten om gudstjenestens form har stået på i flere år. I 2016 nedsatte biskopperne en liturgikommission, der skulle finde ud, om der skulle ændres på højmessens form og udtryk. I 2021 kom biskopperne fra Haderslev Stift, Fyens Stift og Ribe Stift med en foreløbig konklusion på arbejdet, og her fremgik det, at der kun var ganske få ønsker til ændringer i forhold til ritualbogen fra 1992. Jo omkring dåbsritualet var der en egentlig debat, så her blev der nedsat en dåbskommission, der skulle favne debatten.

Søren Ulrik Thomsen forsvarer i bogen: Tro mod ritualet, højmesseritualet, som det tager sig ud søndag morgen i folkekirken. Han mener, at vi i Danmark har haft travlt med at gøre kirkerummene almindelige, tilgængelige. Men, siger han, jeg kan lide tanken om, at kirkerummet er helligt. For gudstjenesten er kult eller kultisk, som skal gentage sit drama søndag efter søndag. En gudstjeneste bevæger sig ikke på overfladen som et standupshow eller nyhedsindslag. En gudstjeneste befinder sig i ”et andet lag, et dybere lag, end dér hvor vi kan nøjes med at spørge, om det var sjovt eller ikke sjovt”.

Jeg har i mange år arbejdet i uddannelsesverdenen. Her er vi blevet præsenteret for mange pædagogiske tiltag, så som ”erfaringspædagogik”, hvor man skulle tage udgangspunkt i elevernes verden, eller for ”ansvar for egen læring”, hvor eleverne selv skulle finde spørgsmål og svar. Alt sammen i et forsøg på at gøre læreprocessen så elevvenlige, som muligt. Den tyske pædagogik - og uddannelsesforsker Thomas Ziehe indførte et modbegreb, ”den gode anderledeshed”. Skolen skal vedkende sig sine værdier og turde melde ud: Det står vi for. Skolen skulle være et modspil til den narcissistiske elevkultur.

I beskrivelser og holdninger er der naturligvis nuancer, gråzoner, som ikke bliver fuldt udfoldede. Således naturligvis også i liturgidebatten. Men personligt mener jeg, at højmessens styrke er dens gode anderledeshed, hvor man kommer ind i en verden lang fra hverdagens jag og krav. Allerede ved præludiet bliver man suget i en følelse af taknemmelighed og følelse af, at også jeg er set. Forudsigeligeheden i forløbet giver en ro og styrke, og de lidt gammeldags og højtidelige ord understreger anderledesheden. Som vores biskop sagde i sin juleprædiken, så elsker vi vores julesalmer. De har ligesom højmessen et sprog, der er langt fra hverdagssproget, men netop derfor åbner de op til et mytisk verden og et mytisk budskab. Og derfor elsker vi dem.

I Sankt Knuds Sogn drøfter vi fra tid til anden højmessens liturgi. Vi har løbende lavet små justeringer, men det bliver ikke hos os, vi skærer højmessen ned til en halv time, fjerner evangelietekster og skærer i musikken. I Odense Domkirke især, vil vi gerne vedstå det klassiske udgangspunkt, vores opfattelse er nemlig, at man kun kan forny ved at være bevidste om og værne om traditionen.

Eva Haue

Sankt Knuds Sogns Menighedsråd

Formand