Menighedsrådsvalg 2024: Formandens opfordring

Menighedsrådsvalg 2024: Formandens opfordring

Menighedsrådsvalg 2024: Formandens opfordring

# Menighedsrådsvalg 2024

Menighedsrådsvalg 2024: Formandens opfordring

Menighedsrådsvalg

I mandags var jeg på besøg i præstegården i Voel, hvor min svigerdatter residerer sammen med min søn og barnebarn. Sidst på eftermiddagen måtte hun gå til et byggemøde, hvor man skulle planlægge bygning af en ny og større sognegård i Voel. Ikke alene er der tilvækst i sognet, men aktivitetsniveauet kræver også bedre plads. En dejlig konstatering.

Voel er et tre-sogns pastorat, hvor man er to præster om tre sogne. Så til mødet deltog repræsentanter fra alle de tre menighedsråd. Da min svigerdatter kom tilbage fra mødet, fortalte hun ivrigt om gode input fra bl.a. en af menighedsrådsformændene i forhold overvejelser over størrelsen på sognegården. Den pågældende havde værdifulde erfaringer på området, og der blev lyttet.

Byggemødet fik mig til at reflektere over, i hvor høj grad kirken bygger på de frivilliges arbejde. Til et byggemøde mellem kl. 17-18 på en almindelig mandag aften var der mødt adskillige frivillige op, hvoraf nogle kom direkte fra deres arbejde. Kirken ville slet ikke kunne fungere uden de frivilliges arbejde. Selvfølgelig er præster, organister og de øvrige ansatte forudsætningen for afviklingen af gudstjenester, men alt det omkring og under det kirkelige liv, er båret af de frivilliges arbejde. Vi laver budgetter, vi passer på kirkebygningerne, vi ansætter personale, vi tager initiativ til arrangementer og støtter op om præsternes og organisternes arrangementer og har sågar indflydelse på liturgien til gudstjenesterne.

Tidligere kulturminister Bertel Haarder udtalte for år tilbage, at foreningslivet er en af de kulturelle værdier, der er særligt danske. Vores frivillige fællesskaber og foreninger finder man ikke, mener nogle, magen til i andre lande. Men som med så meget andet er frivilligheden under pres. Eller snarere, den organisering af frivilligheden, vi har været vant til, er under pres. ”Folk deler sig op. De går sammen om lige præcis det, som berører dem”, siger professor ved Syddansk Universitet Bjarne Ipsen. ”Der er ikke krisetegn på nogen som helst måde”, selvom han medgiver, at det kan være vanskeligt at få frivillige nok. Men det er ikke et nyt fænomen. Men de, der er frivillige, er voldsom engagerede – eller bliver det!

Menighedsrådsloven giver de frivillige stor indflydelse på det kirkelige liv. Det er derfor vigtigt, at vi får engagerede og arbejdsomme menighedsrådsmedlemmer. Der er valgt til menighedsrådet den 17. september, mødet i Sankt Knuds Sogn finder sted i Sankt Knuds salen kl. 19. Mød op enten som kandidat eller som en, der gerne vil have indflydelse på, hvem der bliver valgt. Jeg tror, jeg taler på hele menighedsrådet vegne, når jeg påstår, at ingen af os har fortrudt, at vi i sin tid gik ind i menighedsrådet. Flere af de nuværende medlemmer har siddet i to-fire perioder, og det gør man vel kun, hvis man finder arbejdet meningsfuldt! Mød op!


Med venlig hilsen

Eva Haue

Formand for Sankt Knuds Sogns menighedsråd

Læs alt om valget på www.odensedomkirke.dk/valg2024

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed