Matthæusevangeliet kap. 7, v. 15-21:

Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«

For ikke så længe siden så jeg tv-serien Sanditon, som tager udgangspunkt i et efterladt romanfragment af den engelske forfatterinde, Jane Austen, der som bekendt skrev i begyndelsen af 1800-tallet. Hendes bøger har som oftest en kærlighedshistorie i centrum og behandler emner som moral og omgangsformer i datidens pænere cirkler – landadel og højere borgerskab. Hykleri og forstillelse er ofte en del af pakken, som også bliver fremstillet med både humor og skarphed. Ofte er der netop en forskel mellem, hvad der er en persons ydre fremtoning og status og hvad der er deres personlige karakter og moralske habitus.

Selv om Sanditon ikke er skrevet af Jane Austen selv, har manuskriptforfatterne til serien ladet sig inspirere af hendes satiriske pen. Der er en scene, hvor den fornemme, men temmelig arrogante og ubehagelige ældre Lady Denham har inviteret til fin middag. Som måltidets clou har hun fra London fået sendt noget så eksotisk som en ananas, i den fineste transportkasse. Flot ser den ud – men den vestindisk fødte unge frøken Lambe, som er gæst ved bordet og har måttet tåle en del sarkastiske bemærkninger fra værtinden i anledning af sin mørke hudfarve, hun kan straks se, at frugten er dårlig. Og da den bliver skåret op, afsløres da også dens rådne indre.

Sådan en symbolik er jo til at tage at føle på: den smukke og imponerende frugt, som indeni er fuld af råddenskab, bliver billede på det engelske samfunds hykleri og racisme – og den hovne værtinde får indirekte svar på tiltale. Austen ville nok have været mere subtil, og situationen er nok lige så meget inspireret af nutidens politiske og moralske strømninger – om køn og race og hele opgøret med den vestlige kolonialisme. Men selve billedet er jo tidløst, og vi kan uden tvivl alle sammen komme i tanker om mange eksempler på misforhold mellem det, nogen siger, og så det, de gør.

Når Jesus taler om ulve i fåreklæder og om frugterne, på hvilke træerne skal kendes, bruger han disse billeder for at understrege, at det indre og det ydre må svare til hinanden. Og før eller siden vil det afsløres, om frugten virkelig er god og sund.

Vi kan lyve for hinanden, stille os an; tage ”fåreklæder” på – og vi kan i længere perioder også lyve for os selv. Overbevise os selv om, at vores motiver er absolut hæderlige og uselviske. Men vi kan ikke lyve for Gud. Han kender sandheden om os, også selv om vi ikke gør det.

I gamle dage var en profet en person, som talte på Guds vegne til menneskene. Og det er der vel ikke så mange, der gør i dagens Danmark. Nu kan man måske tale om profeter som nogle, der hævder at kende sandheden – om os, om vores livs formål og mening. For en sandhed og en mening, det må der findes. Det søger vi. Og det er blevet temmelig udbredt at forstå de begreber, sandhed og mening, som personlige. Min sandhed, mit livs mening er noget, som jeg selv kan og skal finde frem til. Ofte sættes det lig med det, som gør mig glad og tilfreds. Lykkelig.

Og der er noget rigtigt i, at der er et arbejde, vi selv skal gøre. Men jeg vil hævde, at Sandheden med stort S, den skaber vi netop ikke selv. Den er; ligesom pligt og ansvar er – de springer ud af den. Retfærdighed er. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvad vi kan slippe afsted med, ikke kun et spørgsmål om konsensus. Ikke kun et relativt begreb, som er til forhandling. Og derfor kan vi også pådrage os skyld. Vi mennesker er ansvarlige over for en instans uden for os selv.

Men disse ting må til syvende og sidst ligge ikke i vores, men i Guds hænder. For hvis vi ikke erkender, at vi ikke er herrer over sandhed og ret og aldrig bliver i stand til at udøve dem til fulde, så mister vi blikket for deres værdi og fulde betydning. Så bliver vores frugter dårlige. Det træ, som de vokser på, har ikke rødderne i den rette jord. Vi skal søge den gode jord, den rette kilde, uden for os selv. For det er sandheden om os, at vi ikke kun lever for os selv. At bære frugt er også at give noget fra sig. Det er et smukt billede på, hvad det også vil sige at være menneske og gøre vores himmelske fars vilje: vi skal bære frugt, give fra os og nære andre. Så bliver vi ikke kun skuefrugter, flotte udenpå, men rådne indeni. Så svarer det indre til det ydre – og frugten kan godt være lidt skurvet og plettet og ramponeret, men fuld af smagfuldt og nærende frugtkød, til ægte glæde og gavn.

Af sognepræst Inger Solveig Nissen