Markusevangeliet kap. 7, v. 31-37

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«

Båndene er løst: alle de snore, der var viklet om stole og bænkerækker, er væk. Restriktionerne i kirken såvel som i resten af samfundet er løsnet op, som bånd der har snæret os. Det er befriende – selv om det også kan give anledning til bekymring. For nogens frihed er andres begrænsning – og der er et fællesskab at tage hensyn til.

Vi kan være bundet af mange ting. Man binder os på mund og hånd: sådan lød den gamle sang fra besættelsestidens første år. Og samfund og magthavere kan jo undertrykke og begrænse deres befolknings ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, og ikke mindst den personlige frihed, på mange måder. Forfølge dem, der kritiserer eller protesterer mod styret. Håndhæve censur og alle mulige andre begrænsende bestemmelser. I Afghanistan lige nu er mange kvinder ikke bare bekymrede, men bange, for, at de igen vil blive spærret inde i deres hjem, under burkaen.

Der er moralske og sociale normer, som kan være endog meget begrænsende, som regel håndhævet af en elite, som bruger det som redskab til at holde fast på deres magtposition. Den gamle heteronormative, patriarkalske samfundsopfattelse har stået for skud her i Vesten i lang tid, kvinder har smidt både korsetter og bh’er, de har erobret arbejdsmarkedet, chef- og ministerkontorerne – ja, selv prædikestolene har vi indtaget. En mand som den nylig afdøde Sten Hegeler stod for den bølge af seksuel frigørelse som kom i følgeskab med hele den i egen forståelse frigørende bevægelse der skyllede ind over vores samfund fra sidst i 1960erne.

Og nu lever vi i et frit land, som vi gerne siger. Vi kunne synge med Pinocchio: ”Der’ ingen bånd, der binder mig” – men det ville ikke være helt sandt. For vi er også alle bundet. Som jeg sagde før, er der altid et fællesskab at tage hensyn til; både på samfundsplan og på det mere nære plan. Vi har jo bånd, der binder os: til hinanden. Familiebånd, venskabsbånd, kærlighedsbånd. Det er bånd, vi gerne knytter og som regel opfatter som positive, nærende bånd. Og båndene imellem os kan gøre, at vi må lægge bånd på os selv ind imellem. Af kærlighed, af hensyn til den anden. Og kapper vi de bånd, der binder os til andre mennesker, måske fordi de føles for snærende: så kan det være en frisættelse – men det vil meget ofte også være forbundet med smerte. Det er svært at sige farvel

Jeg har ofte tænkt over det med frihedens dobbelthed: man kan tale om en frihed fra noget – og en frihed til noget. Nogle gange kan det man er i være så slemt, at man bare må ud af det. Men ret hurtigt vil man have brug for at vende sig mod noget andet, noget der er positivt og kan give glæde.

Den døvstumme i den fortælling jeg læste før, er bundet af sit handicap. De bånd, der bandt hans tunge, blev løsnet og hans ører blev lukket op i mødet med Jesus, som på den måde sætter ham fri. Men han blev ikke bare fri fra sin sygdom, han blev sat fri til et nyt liv. Mødet med Jesus er et møde med en anden virkelighed, Guds virkelighed, hvor vi ikke er bundet på hænder og fødder af strenge krav om at overholde alskens specifikke regler, påbud og forbud. Men en virkelighed, hvor det er Gud, der har bundet sig til os i kærlighed og det bånd har han lovet aldrig at kappe over. Det er et bånd, der bør give os styrke og mod, for det er på forunderlig vis et bånd, der gør fri.

Den gamle sang havde ret – Liva Weel sang jo: ”man kan ikke binde ånd”. Hvad vi ikke må binde, er den ånd vi lever ved. Det er den ånd, som fylder den døvstumme. En ånd, der åbner ham for verden, for livet – for Guds kærlige ord til ham, som han slet ikke kan lade være med at give videre med sin nylig løste tunge! Det er den ånd, der sætter os fri – til at binde os til livet med hinanden i kærlighed.