For snart mange år siden vandrede min mand og jeg tværs over England langs Hadrians Wall. Hadrians Wall er den mur, romerne byggede fra 122 e.kr for dels at markere afgrænsningen af det romerske rige mod nordvest og dels beskytte deres britiske besiddelser. Muren ligger omtrent på grænsen mellem England og Skotland.

Vandringen tog sit udgangspunkt i Newcastle, og vi havde et par dage til at opleve byen, og den var bestemt værd at opleve. På vejen op mod universitetet var der i fortovet nedfældet denne sætning: ”THE PAST IS MY PRESENT TO YOUR FUTURE” – fortiden er min gave til din fremtid.

Både min mand og jeg er historikere, og derfor har vi altid ment, at sætningen udtrykte essensen af begrundelsen for historieundervisning til alle. Vi er jo historieskabte mennesker, vi profiterer af historien, og det vi skaber, vil præge fremtiden.

Her i fastetiden og med blikket rettet mod den kommende påske, ser jeg sætningen i et andet lys. Korsdøden og Jesu opstandelse er jo den fortid, vi får som – ja netop – en gave, og som giver os et fremtidshåb. På engelsk betyder ”present” også nutid, og denne dobbeltbetydning peger netop hen på, at gaven ikke kun vedrører fremtiden, men at bevidstheden om gaven giver os mod til at leve i nutiden, giver os mod til at tage livet på os i bevidstheden om, at skulle vi af og til fejle, så er vi alle under Guds nåde.

Nu har vi i over et år haft et samfund, som har været præget af pandemien. Hvor vi sidste år var optimistiske og mente, at efter tre måneder med Covid 19, så ville vi nok få vores normale samfund igen, så er der nu en erkendelse af, at Covid 19 formentlig ikke forsvinder sådan lige her og nu. Verden er virkelig blevet forandret på et år med utallige restriktioner og ændret hverdag. Sidste år på denne tid var kirken lukket og påskegudstjenesterne blev aflyst. Jeg hører til dem, der synes, at kirkerne netop skal være åbne, når samfundet er i krise. ”Mennesket lever ikke af brød alene”, vi er åndelige væsner, og vi har brug for det håb og den trøst, som kirken kan give. Vi har brug for mødet med den fysiske kirke og den fysiske præst, der formidler evangeliet. Det kan et virtuelt møde aldrig erstatte.

Derfor er det også dejligt, at kirkerne holdes åbent, og at politikerne har anerkendt, at kirkerne skal henregnes under såkaldte samfundskritiske funktioner. Heldigvis er der lys forude, snart er mange af os vaccineret. Vi er i samfundet og i kirkerne stadig underlagt restriktioner, og i Domsognet er vi meget opmærksomme på smittefaren og derfor meget påpasselige. Men i år er kirkerne åbne i påsken. I år vil påskegudstjenesterne blive afholdt i begge vore kirker, måske lidt anderledes men stadigt højtideligt og inderligt og med fokus på påskeunderet.

Glædelig påske.

Af Eva Haue
Formand for Sankt Knuds Sogns Menighedsråd