Forleden aften sad jeg i et selskab, hvor vi talte om, at en fælles bekendt var død og skulle bisættes et par dage efter. Jeg tager nok ikke helt fejl, når jeg hævder, at udover min mand og mig var der kun én i selskabet, der var kirkevant. De andre kom i kirke til - ja bisættelser og for nogles vedkommende deres børnebørns dåb. Ikke desto mindre erklærede de fleste i selskabet, at når de døde, skulle bisættelsen foregå i en kirke, for her var et ritual, som gav tryghed for alle ikke mindst de efterladte børn. Jeg havde lyst til at påpege, at en kirkelig bisættelse/begravelse har et lidt dybere indhold end blot at give struktur til et farvel til en afdød, men vi var gæster, så jeg lod bemærkningerne stå. Men samtalen fortsatte, og én havde været i en landsbykirke, og der havde kun været ganske få kirkegængere. Så var folkekirken ikke i krise? Her påpegede jeg dog, at der ikke boede så mange på landet som før, men at antallet af kirker var uændret, og her lå måske en del af forklaringen på, at nogle landsbykirker ikke var så godt besøgte. Samtidig gjorde jeg opmærksom på, at til en normal højmesse i Odense Domkirke kom der normalt omkring 100. Det gjorde dem stille et øjeblik. Men så var der en, der satte trumf på, for vedkommende havde set i en omtale, at den netop offentliggjorte statistik om folkekirken viste, at dåbsprocenten var faldet. Nu er det så en sandhed med modifikationer, for dåbsprocenten i Fyens Stift er steger knap tre procentpoint fra 60,9% til 63,8%.

Nu var selskabet nok ikke til de dybe diskussioner, for samtalerne fandt sted sidst på aftenen, hvor vi alle var blevet beværtet godt! Men jeg har efterfølgende tænkt på, hvor let det er, at stille kriterier og tal op og sige, hvis ikke in casu folkekirken lever op til de og de tal, så er det en kirke i krise.  Der er vel ikke nogen, der har forestillet sig, at alle tal skulle være på 100%? Er der en krise, hvis de er 90% eller 80%? Nej vel, det giver ikke megen menig at ophøje et specielt tal til at være forskellen på succes eller krise.

Jeg vil faktisk hævde, at folkekirken er en succes. Og så kan man med rette spørge mig: ”hvad er dine succeskriterier”? Lad mig give et eksempel, som ganske vist ligger år tilbage. Tsunamien i 2004 var ganske forfærdelig, og vi kunne som mennesker knapt rumme den. I Odense Domkirke blev der dagen efter afholdt en aftengudstjeneste, og kirken var fyldt. Af folk, der søgte et sammenhold, der søgte en trøst, der søgte en menig. Kirken var lige præcis der, hvor den skulle være: den stillede sig til rådighed for folk i chok. I forbindelse med krigen i Ukraine har kirkerne ligeledes åbnet sig, og budt de bekymrede og sorgfulde indenfor til gudstjenester, andagter og samtaler.

Søndag den 9. februar blev der afholdt en fastelavnsgudstjeneste i Odense Domkirke. Vi var over to hundrede udklædte børn og voksne, der deltog i en gudstjeneste på børnenes præmisser, deltog i tøndeslagning, spiste fastelavnsboller og drak æblejuice. Alle havde en fantastisk eftermiddag, og de børn, der deltog, blev fortrolige med kirken, og de gik hjem med budskabet om, at de skulle huske at være gode ved deres venner og klassekammerater ligesom Jesus, og de kunne være trygge i overbevisningen om, at Gud elskede dem - uanset. Var kirken ikke lige, hvor den skulle være?!

Kirkens succes måles efter min menig ved, at den er blandt mennesker og for mennesker. At den er der, når folk er i sorg og har brug for en samtale, at den gennem gudstjenester og arrangementer giver fællesskab til de, der føler sig ensomme, at den er der, når man har behov for en stille stund til eftertanke, at den er der, når man gerne vil glædes med andre.

At kirken kan favne så bredt, skyldes, at kirken er samlet om et budskab, som giver styrke, og som inkluderer og giver dem, der ønsker det og har behov for det - men også dem, der ikke ved, de har behov for det - et ståsted til at komme videre, et ståsted til at leve.

Kirken er der i så mange situationer, og de kan ikke måles i procenter. Og netop fordi kirken er der i de mange situationer, hvor der er brug for kirken, understreger, at kirken er en succes. Ganske enkelt.

Eva Haue

Menighedsrådsformand