Mindre kan blive til mere

Det er februar og fastelavnsfester med udklædte børn, fastelavnsboller, sjov og ballade står for døren. En festlighed, som mange kirker har taget til sig med børnegudstjenester og tøndeslagning. Men hvad færre nok tænker på er, at fastelavnsfesten er en del af optakten til den 40 dage lange faste fra askeonsdag til langfredag.

Vekselvirkningen mellem hverdag og højtid, faste og fest, er en væsentlig del af kirkeårets rytme og puls. Men traditionen med at faste trådte i baggrunden sammen med reformatorernes opgør med ydre fromhedsøvelser og gerningsretfærdighed.

Men ikke desto mindre er perioder med faste og afholdenhed en meget vigtig del af langt de fleste store religioner. "Less is more" (mindre er mere), som man siger. Det kan sundhedsfolk og de fleste andre godt blive enige om, især når man mærker bukserne stramme en smule i linningen oven på julens mange lækkerier.

Men den kristne fastetid handler ikke bare om at have det godt i sin egen krop. Det handler om taknemmeligheden for de gaver vi får, som aldrig er en selvfølge. Det handler om at skærpe sansen for den frihed, der ligger i at vide, hvad vi har brug for og er bundet til, og hvad vi lige så godt kan undvære.  Og så handler fasten især om vores fællesskaber og om at have øje for livets skrøbelighed og for andre.

Det handler om at skære det unødvendige og overflødige fra for at nå ind til det, der virkeligt betyder noget.

Faste er derfor også at rette blikket mod påskens fortælling om en Gud, der gjorde sig selv sårbar for vores skyld. Faste er at rette blikket mod medmennesket og den sårbare verden omkring os. Vi ved, at vi dybest set ikke har noget andet valg. Det er derfor godt, hvis fasten giver os gode frugter, men det er endnu bedre, hvis det bliver en faste for andres ve og vel. Ved at bryde med dagligdagens faste mønstre kan afkald kan blive en berigelse. Mindre kan blive mere. 

God faste!

Karin Larsen, vikarierende sognepræst