07/08/2024 0 Kommentarer
Julehjælp
Julehjælp
# Nyheder
Julehjælp
Juletræet er sat op på Flakhaven, og guirlanderne hænger fra husene ned gennem Vestergade og Kongensgade. Julepynten og julevarerne fylder mere og mere i byens butikker, og ingen kan være i tvivl om, at julemåneden står for døren. Inden længe begynder vi at få travlt med forberedelser og indkøb; nogle hygger sig med det, mens andre ser beklemte og bekymrede på kontoudtoget fra banken.
Det er nemlig ikke spor morsomt at være blandt de familier, der ikke har råd til at holde jul. Særligt børnene påvirkes, og lider under ikke at kunne være med i glæderne. For julemåneden fylder meget i børnenes hverdag i december, og det er hårdt at være den eneste i klassen eller børnehaven, der ikke får gaver eller julemad juleaften. Ikke fordi forældrene ikke gerne vil give, men fordi der ganske enkelt ikke er råd. Heldigvis findes der gode organisationer, som uddeler julehjælp, og gør hvad de kan, for at hjælpe lidt på vej. I Skt. Knuds Sogn er der også hjælp at hente, og den mulighed vil vi gerne udbrede kendskabet til.
Året igennem samler vi jævnligt ind i kirkens indsamlingsbøsser og på Mobilepay til sognets menighedspleje. Overskuddet fra salg af lys til Domkirkens lysglobe giver også særligt i sommermånederne en pæn sum. Disse midler har menighedsrådet vedtaget skal komme byens borgere til gode i form af hjælp til dels at fejre dåb og konfirmation, hvis man hører til i lavindkomstgruppen, og dels ved at de uddeles som julehjælp til værdigt trængende.
Så er du og din familie endt i en situation, hvor det at modtage julehjælp i form af en pakke med diverse madvarer og ting til at lave en traditionel julemiddag og holde en juleaften for dine børn, vil være med til at redde julen, så kan du søge om julehjælp fra Skt. Knuds Sogns menighedspleje. De eneste betingelser for at kunne komme i betragtning, er at du og din familie er fastboende i Odense Kommune, og at I er medlemmer af Folkekirken.
Ansøgningsskemaet kan downloades på kirkens hjemmeside: Menighedsplejen | Odense Domkirke
Du kan også få det udleveret ved henvendelse på kirkekontoret. Den udfyldte ansøgning skal sammen med kopi af årsopgørelser fra SKAT være afleveret på kirkekontoret senest d. 3. december.
Menighedsrådet håber selvfølgelig at kunne imødekomme alle ansøgninger, men er der flere ansøgninger end midler, vil børnefamilier med lavest indkomst blive prioriteret. De familier, som kommer i betragtning til at modtage julehjælp, vil blive kontaktet hurtigst muligt i december for at aftale nærmere om afhentning eller udlevering.
Ulrik Andersen
Sognepræst, Skt. Knuds Sogn
Kommentarer