Bag om .... børnenes altertavle

Bag om .... børnenes altertavle

Bag om .... børnenes altertavle

# Claus Bergs altertavle 500 år

Bag om .... børnenes altertavle

Fejringen af 500-året for Claus Bergs altertavle har fra starten været tænkt som en fejring, der rakte ud til hele byen med udstilling, foredrag, musik og festgudstjeneste. Da idéerne begyndte at komme på bordet i vinteren 2022/23 mente sognepræst Ulrik Andersen også at en del af fejringen skulle være i børnenes tegn. Det blev til ”Børnenes Altertavle”, der er lavet i tæt samarbejde med Giersings Realskole, og i den kommende tid udstilles i Domkirkens krypt.

Sognepræst Ulrik Andersen fortæller om projektet: 

”Børnenes Altertavle” opstod som en idé om at 500-året for Domkirkens altertavle også skulle involvere børn og trække tråde op i vor tid. Jeg henvendte mig derfor til billedkunstlærer Anette Dyrmose Ståhl på Giersings Realskole og fortalte hende om min drøm om at kunne skabe en altertavle i form af en fortolkning af Claus Bergs altertavle, sådan som den tager sig ud, når børns kreativitet og umiddelbarhed bliver sluppet løs, og de giver sig i kast med at fortolke de bibelske fortællinger og motiver set med deres øjne.

Giersings Realskole var helt med på idéen, og med lærer Anette Dyrmose Ståhl i spidsen engagerede 4. årgangs øvrige lærere i billedkunst sig i projektet. Et frugtbart samarbejde mellem domkirken og skolen blev på den måde udbygget.

Siden begyndelsen af september har eleverne på 4. årgang arbejdet intenst med at genskabe altertavlens billedfelter. De har været på besøg i kirken for at tegne skitser, hørt fortællingen bag billederne i faget kristendom, og i flere af de kreative fag været i gang med at lave figurerne i ler, pap og karton. Det har været en fornøjelse at følge kreativiteten og engagementet på afstand.”

 

Anette Dyrmose Ståhl fortæller: 

”Arbejdet med ”Børnenes Altertavle” har været et intenst forløb, der tidsmæssigt faldt sammen med den store fejring af Nonnebakkens udnævnelse til verdenskulturarv, hvor vi på Giersings Realskole også har været dybt involveret. Så vi har haft rigtig travlt! Men det har også været al tiden og arbejdet værd, når vi i timerne har set den interesse og det engagement, som eleverne har lagt at lave ”deres” altertavle.

En sammenligning mellem ”Børnenes Altertavle” og den originale altertavle afslører en sans for detaljerne, og et stort ønske om at skabe den flotteste gengivelse med fortællingen intakt. Et muntert formsprog, hvor man selv i lidelseshistoriens alvorlige hændelsesforløb tydeligt ser barnets glæde ved at skabe, er blevet resultatet.”

”Børnenes Altertavle” udstilles i Domkirkens krypt den kommende tid. Udstillingen åbnes med et arrangement for eleverne på Giersings Realskoles 4. årgang og deres forældre mandag d. 9. oktober, hvor Domkirkens menighedsråd takker elever og lærere for det flotte arbejde de har lagt i fejringen af 500-året for Claus Bergs altertavle.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed