Da H.M. Dronningen besøgte Odense Domkirke - Skt. Knuds Kirke den 8. oktober for at deltage i festgudstjenesten i anledning af Claus Bergs altertavles 500 år, var det ikke alene en smuk domkirke, hun besøgte, det var også en kirke, hvor flere konger og en enkelt dronning er begravet. Domkirken kan derfor betragtes som en af landets vigtigste kongekirker - måske den vigtigste efter Roskilde Domkirke. Den historie er dog blevet glemt. Tidligere lektor og kender af Domkirken, Gudmund Bager, vil derfor pudse denne historie lidt af. Gudmund fortæller:

"Det er alment kendt, at danske kongelige stedes til hvile i Roskilde Domkirke. Det er en meget gammel tradition. Andre kirker i Danmark har dog også kongelige grave. I Sankt Bendts kirke i Ringsted ligger ’valdemarerne’ med familier begravet. Deres tid var lige før og umiddelbart efter 1200-tallet, og i Sorø kirke er der kongelige gravsteder for nogle af de konger, der fulgte efter i 1300-tallet.

Når vi kommer frem til 1500-tallet, er middelalderen for længst overstået. Odense Domkirke har dog gjort hele middelalderen med og var domkirkeby, endnu før den sidste vikingekonge Knud den Hellige mistede sit liv i den daværende domkirke i Odense, den senere nedrevne Sankt Albani kirke. Efter drabet på kong Knud i 1086 indtraf nogle svære år for landbruget, og den nye konge, Knuds bror, Oluf, fik tilnavnet Hunger. Til gengæld oplevedes også mirakler, hvor sygdomsramte troende oplevede at være blevet helbredt efter ophold i Skt. Albani kirke. Faktisk så mange at en efterfølger til Oluf Hunger, nemlig Erik Ejegod, fik udvirket, at den myrdede kong Knud blev helgenkåret. Det skete i år 1100.  Helgenkåringen gjorde Odense til et betydningsfuldt religiøst centrum- og mange munke- og nonneordener ønskede derfor at slå sig ned i Odense, bl.a. franciskanerne, som også kendes som gråbrødrene. Gråbrødrene fik i 1279 stillet den gamle kongsgård til rådighed af kong Erik Klipping, og omend deres virke sluttede efter reformationen, præger det gamle franciskanerkloster stadig Odense bymidte, dels med Gråbrødre Plads, dels med den gamle Graabrødre Klosterkirke, som tidligere var klostrets hospital.

Stor betydning for Odense og for Odense Domkirke, der siden 1095 også bærer navnet Sankt Knuds kirke, fik det, at dronning Christine i begyndelsen af 1500-tallet efter traumatiske personlige oplevelser valgte at slå sig ned på sit slot i Odense og i øvrigt leve i nær tilknytning til gråbrødrene. Det var her, hun, da hendes gemal, kong Hans, døde i 1513, besluttede, at der i klosterkirken skulle opføres et kongeligt gravkapel for hendes ægtemand, hende selv, deres tidligt afdøde lille søn Frands, opkaldt efter franciskanerordenens grundlægger, Frans af Assisi og hendes søn, Christian 2. og dennes familie. Desuden bad hun Lübeck- billedhuggeren Claus Berg skabe en altertavle, der fremstillede det grundlag, familien havde levet sit liv på. Tavlen skulle vise personer og situationer beskrevet i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente, særlig Kristi lidelseshistorie. Endelig skulle også dronning Christine og familie selv skildres på tavlen. Særligt interessant ved altertavlen er også de revolutionerende historiske begivenheder, der skete, samtidig med at den blev skabt. For tavlen er ubetinget katolsk i sit teologiske syn. Men protestantismen var lige om hjørnet. Det blev kong Christian 2.’s skæbne personligt at spise kirsebær med nogle af hovedkræfterne i  Europa-historien: dels blev Christian 2. gift med den purunge Isabella, i Danmark straks omdøbt til Elisabeth, som var søster til kejseren over det habsburgske Hellige Tysk-Romerske Rige, Karl V- dels var hans mor, dronning Christine, oprindeligt fra Sachsen, søster til Frederik den Vise, en af de personer i det tyske Europa, der blev en vigtig ’bagmand’ for fremkomsten af det kæmpestore opgør med den katolske kirke, som blev indledt af Martin Luther. Christian 2. kendte dem alle personligt- og de ham. Christian og den jyske adel kendte også hinanden, et bekendtskab som endte med, at Christian 2. måtte drage i eksil i Nederlandene, i øvrigt omtrent samtidig med, at altertavlen stod færdig i Graabrødre Klosterkirke, i 1523. Siden fulgte for Christian 2. mange års fangenskab, der først sluttede ved hans død i 1559.

Kong Hans, dronning Christine, Frands og Christian 2. blev stedt til hvile i Graabrødre Klosterkirke, men efter reformationens gennemførelse i 1536 skete over en meget lang periode en gradvis nedbrydning af kirken, som måtte ende med dens nedrivning i begyndelsen af 1800-tallet - og gravene blev overflyttet til Skt. Knuds kirke. Altertavlen blev solgt til Vor Frue Kirke. I 1880erne foregik en stor omstrukturering af Domkirken, der bevirkede, at altertavlen kom tilbage som et storslået gravmonument- ligesom også de helt tilbage i 1500-tallet alt for tidligt afdøde mor og søn, Elisabeth og Hans, der var blevet begravet i Gent i nutidens Belgien, men som i 1883 blev overført til Domkirken. Så Odense Domkirke er nr. 2 som kongelig grav-domkirke i Danmark."   

Gudmund Bager