07/08/2024 0 Kommentarer
Nyt fra menighedsrådsformanden
Nyt fra menighedsrådsformanden
# Nyheder
Nyt fra menighedsrådsformanden
Nyt fra menighedsrådsformanden september 2023
En ny film om besættelsen har netop fået premiere. Den hedder ”Når befrielsen kommer”, og handler om de sidste dage i april og første dage i maj 1945, hvor landet blev oversvømmet af tyske flygtninge fra øst. Filmen er en af mange, der de seneste år har rokket lidt ved vores selvforståelse i forbindelse med danskernes indsats under besættelsen. Filmen viser de dilemmaer, man stod overfor: Var flygtningene vores fjender, fordi de var tyskere, eller var de tyske flygtninge mennesker, der var i nød? Kilderne og filmen viser, at de fleste delte den første opfattelse, og derfor behandlede de tyske flygtninge i overensstemmelse hermed. Kun få så dem som deres næste.
60 præster, der arbejdede i lejrene med tyske flygtninge og ved selvsyn så de kummerlige forhold, som flygtningene levede under - især umiddelbart efter besættelsens ophør, udsendte i juni 1945 en erklæring, hvor de opfordrede til, at man så de tyske flygtninge som medmennesker i nød. Flot, men ikke uden omkostninger. Dagen efter skrev Børge Outze i Information, som var modstandsbevægelsen talerør, om blødsødne præster, der ”starter en medlidenhedspropaganda til fordel for disse elendige … rester af det forhenværende ”Herrefolk””. ”Til slut foreslår jeg, at vores raske frihedskæmpere kigger (på) de gejstlige Herrer lidt i sømmene”. SIC!
Selvfølgelig er det let at være ”mandagstræner” og bedømme andres gerninger med nutidens øjne og viden, men historien og filmen viser os, hvor vigtigt det er at have blik for, at et medmenneske er ens næste. Som Løgstrup skriver i Den etiske fordring, så holder mennesket i sin omgang med andre mennesker noget af deres liv i hånden, hvilket indebærer en fordring om at tage vare på det.
Den 3. august udsendte biskop Mads Davidsen et brev til menighedsråd mm, hvor han tog skarpt afstand fra de verserende koranafbrændinger. Et vigtigt argument for denne holdning var netop, at der bag en in casu Koran, men også Tora, Veda … og Bibel er mennesker, som man træder på, hvis man afbrænder deres hellige skrifter. Flot brev. Jeg tror man kommer langt med det kristne næstekærlighedsbud!
Og nu til noget helt andet. I september og oktober måned løber vores altertavlefejring af stablen. Vi begynder er den 14. september kl. 19 i Domkirken, hvor det vil være foredrag om altertavlen, nykomponeret kormesse, åbning af udstilling og meget mere. Vi slutter af med at nyde et glas i fællesskab. Det bliver en festlig aften, og alle er velkomne. Der vil løbende være rundvisninger, foredrag mm. Jeg kan kun opfordre til, at man holder sig orienteret på vores hjemmeside.
Den 8. oktober kl. 11 finder den store festgudstjenesten sted. Det vil komme flere oplysninger ud om den i løber af september måned, så hold øje!!
Selvom vi er noget optagede af Altertavlefejringen, så foregår der også andre ting i vores kirker. Torsdag den 8. september finder sogneudflugten sted. Vi er glade for den store opbakning, på kort tid var alle pladser taget. Den 17. september kl. 14, er der friluftsgudstjeneste i Gråbrødre Klosters have i samarbejde med Sankt Hans Kirke. Det bliver en ny form for høstgudstjeneste, hvor bl.a. de to kirkers børnekor medvirker. Vel mødt.
Og endelig er der foredrag, koncerter - og selvfølgelig gudstjenester. Så der er mange krydser at sætte i kalenderen.
Eva Haue
Formand for Sankt Knuds Sogns menighedsråd
Kommentarer