07/08/2024 0 Kommentarer
Nyt fra præsterne - Ulrik Andersen
Nyt fra præsterne - Ulrik Andersen
# Nyheder

Nyt fra præsterne - Ulrik Andersen
Kirke på mange måder…
I Domkirken har vi en målsætning om at: ”være kirker til tiden, som formidler det kristne budskab, så det taler til tidens mennesker og udfordringer”. Der er tale om en overordnet vision, som vi hele tiden arbejder på at omsætte til virkelighed. Ja, det er et arbejde, vi jo aldrig bliver færdige med, fordi både mennesker, tid og udfordringer konstant er i forandring.
En del af det at være kirke er at holde gudstjenester. I Domkirken er der hver søndag højmesse kl. 10.00, og en smuk oplevelse er det at sætte sig ind i det imponerende kirkerum og lade ord og musik virke sammen og løfte én mod noget større. Her kan du komme og gå diskret, hvis du har brug for at være alene i din relation til Gud. Men du er også altid velkommen i fællesskabet med kirkegængere og ansatte, når vi efter gudstjenesten samles til en kop kaffe i sideskibet og snakken går frit. Her er altid plads til flere. Er du mere til det lille kirkerum og det nære fællesskab, det knap så højtidelige og mere folkelige, er der gudstjenesterne i Graabrødre Klosterkirke hver søndag kl. 17.00. Her er alle bogstavelig talt i øjenhøjde med hinanden, og der er ikke langt mellem præst og kirkegængere. Snakken går også her lystigt efter gudstjenesten, når vi i stedet for kaffe byder på et glas vin i Munkegangen.
Der er også mange andre måder, vi er kirke på. F.eks. når vi indbyder til musikalsk middagsandagt hver onsdag kl. 12.00 i Domkirken, og bagefter har åbent i Onsdagscaféen til et par håndmadder og hyggeligt samvær hen over bordene. Her deltager både faste kirkegængere, nye mennesker der er med for første gang, og endda turister der bare har lyst til at være en del af fællesskabet. Kirke er det også at mødes til morgensang i Klosterkirken om fredagen kl. 9.15, til babysalmesang i foråret og efteråret, ja aktiviteterne er mange og vidt forskellige. På kirkens hjemmeside kan du finde en komplet liste over dem alle sammen.
At være kirke for aldersgruppen 18 – 30-årige vil vi også gerne være. Og selvom de altid er velkomne til alle de andre gudstjenester og aktiviteter, kan det også være godt med et helt målrettet tilbud. Vi glæder os til for alvor at få startet UngDomkirke op, og her samle unge til aftener med fællesskab, musik, mening og mad. Det koster kun 50 kr. for spisningen, og du vil helt sikkert opleve, at kirken her er kirke på en helt anden måde end ellers.
Men udover alt det synlige er kirken også kirke helt diskret og menneske til menneske. I samtaler med mennesker, der har det svært af mange forskellige grunde. I hjælpen til nødlidende, der får del i kirkens indsamlede midler; enten gennem officielle organisationer eller i det personlige møde med præsten om et akut behov. Endelig kan kirken også være kirke for dig selv helt privat. Når du sætter dig ind på en kirkebænk til et stille øjeblik midt i den hektiske hverdag, eller når du standser op på gaden ved lyden af klokkespillets melodier. Brug kirken sådan som det passer dig bedst, for i Domkirken er vi kirke på mange måder.
Ulrik Andersen, sognepræst
Kommentarer