Opstandelsens betydning

En statsminister blev for mange år siden karikeret i en revy med følgende bemærkning: ”Det forstår jeg godt, men hvad betyder det!” Og det var jo morsomt, syntes offentligheden, at statsministeren forstod noget uden at vide, hvad det betød.

Men hvis vi nu vender sætningen om, så udtrykker den faktisk meget præcist vores forhold til meget af det helt centrale i kristendommen. Sådan at vi altså siger: Det forstår vi ikke, men vi ved godt, hvad det betyder.

Opstandelsen, f.eks. Vi forstår ikke, at den korsfæstede Jesus blev vakt til live og vandrede ud af sin grav, men vi ved egentlig godt, hvad det betyder. Vi kan i hvert fald fornemme, at budskabet om opstandelsen giver os et håb, som fuldstændig sprænger rammerne for, hvad vi ellers kan håbe på.

Og vi fornemmer også tydeligt, at hvis vi ikke blot ved, hvad budskabet om Jesu opstandelse betyder, men at budskabet i fundamental forstand vandt betydning for os, så ville det give os en ro og en balance i tilværelsen, som intet andet i denne verden kan give os.

Hvordan kan da budskabet om Jesu opstandelse vinde betydning for os?

Ja, ét er sikkert: Betydningen vindes ikke med argumenter og beviser og gode grunde! For det er lige så umuligt at argumentere et andet menneske ind i kristendommen, som det er at argumentere en anden ind i en forelskelse.

Nej, vi må om den opstandne Kristus sige, hvad Grundtvig spurgte påskeblomsten: ”Hvem er du velkommen gave?  For ”ved dit syn kun den sig fryder, som har kær, hvad du betyder.” Grundtvig havde påskeblomsten kær, men det var dog håbløst at diskutere med andre, om man sådan kunne have ret i det. Man kan ikke argumentere for, at påskeblomsten er kær, men man kan fryde sig ved dens gule pragt, hvis man har kær, hvad den betyder.

”Påskeblomst, men er det sandt,” spørger Grundtvig, ”har vi noget at betyde?” Ja, har vi det? Har vi grundliggende noget at betyde? Vel har vi travlt med mange ting og flyver og farer rundt i vores korte, forpustede liv, men har vi noget at betyde? Vel kan den og den anses for at være et betydeligt menneske, men har vi noget at betyde?

Ja, det kan vi netop ikke vide, og derfor har vi så travlt og bruger al tid og kraft og flid på at udrette en hel masse for at opnå betydning, så andre kan anse os for at være betydningsfulde. I stedet skulle vi lige omvendt sige, at det ikke drejer sig om, hvad vi i egne øjne betyder, men det drejer sig om, at vi blev en velkommen gave for hver den, vi mødte på vores vej.

Ja, men blev vi da en sådan velkommen gave? Næh, sådan gik det vist ikke, fordi vi var så optagede af at komme til at betyde noget i egne øjne, at vi ikke kunne få øje på den, hvem vi skulle være en velkommen gave.

Hvordan kan Jesu opstandelse da vinde betydning for os? Svaret er, at jo mere et menneske i bogstaveligste forstand er på nulpunktet, jo mere er den korsfæstede og opstandne en velkommen gave! For hvem er glæden nemlig i sandhed en velkommen gave? Det er den for den, der kender til sorgen, og som ved, hvor skrøbelig en ting glæden er: Hvor let den lader sig kue af bekymring eller blot af ren ligegyldighed.

For hvem er varmen i sandhed en velkommen gave? Det er den for den, der bittert har måttet erfare den menneskelige kulde.

Ja, hvem kan i sandhed glæde sig over frelsen? Det kan den, der fra sig selv kender til, hvad det er at være fortabt.

Hvem kan glæde sig over tilgivelsen? Det kan den, der har behov for tilgivelse!

Så for alle os, der bekymret, måske angste, spørger, om vi har noget at betyde, er den korsfæstede og opstandne i sandhed en velkommen gave. Og deri ligger al betydning.

Glædelig påske!

Med venlig hilsen, Regina Ljung