Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Musikcafé i Domkirken og Skt. Knuds Salen - Louis Viernes musik

FEB
29

Musikcafé i Domkirken og Skt. Knuds Salen - Louis Viernes musik


Lørdag d. 29. februar 2020, Kl. 15:00 til kl. 17:00
Domkirken, Klosterbakken 2, 5000 Odense, Danmark
Entré 75 kr. - Du kan tilmelde dig koncerten ved henvendelse til kirkekontoret på 6612 0392 eller sktknuds.domsogn@km.dk

Denne koncert finder sted i samarbejde med Alliance Francaise - Fyn.

Henrik Dam Thomsen, cello, Henrik Bo Hansen, klaver, Randi Elisabeth Mortensen, orgel

NB! Varighed ca. 1 t 45 min. 

Eftersom der i 2020 undtagelsesvist falder hele 5 lørdage i februar måned, vil den sidste i rækken forme sig som en Musikcafé med fokus på den store franske komponist Louis Viernes værker i 150-året for hans fødsel. Domorganist Randi Mortensen spiller hans første orgelsymfoni fra domkirkens hovedorgel, i pausen serveres kaffe/the og kage i Skt. Knuds Salen, og i koncertens anden afdeling fremfører cellist Henrik Dam Thomsen og pianist Henrik Bo Hansen Viernes smukke Sonate for cello og klaver. Henrik Dam Thomsen har siden 1999 været 1. solocellist i DR Symfoniorkesteret, og plejer derudover et alsidigt virke som solist, kammermusiker og underviser på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han også er uddannet fra. Som solist har Henrik Dam Thomsen optrådt med flere danske symfoni- og kammerorkestre. I 2006 havde han sin debut i Japan, hvor han optrådte som solist med New Japan Philharmonic Orchestra i Tokyo. Hans solo-CD med værker af Zoltán Kodály og Benjamin Britten blev nomineret til en Danish Music Award. Henrik Dam Thomsen har også spillet i crossover-ensemblet Mad Cows Sing og i Copenhagen Cello Quartet med Morten Zeuthen, Toke Møldrup og Jacob Kullberg. Henrik Dam Thomsen har eget studio og medvirker på ca. 25 produktioner årligt.

Pianisten Henrik Bo Hansen er af pressen blevet omtalt som ”dansk musiklivs farverige grå eminence.” Omfattende studier på Det fynske Musikkonservatorium, hos Georg Vásárhelyi og Grethe Krogh såvel som ved Liszt-Akademiet i Budapest, i Paris og New York har dannet basis for Henrik Bo Hansens bredt favnende virke som både pianist og organist, som solist, kammermusiker, akkompagnatør og repetitør, bl.a. ved Det kgl. Teater. Han har koncerteret overalt i Danmark og mange steder i Europa samt på fjernere destinationer som USA, Canada, Japan, Nigeria, Kenya og Syrien, ofte med danske værker på programmet; Henrik Bo Hansen er til daglig en særdeles foretagsom organist og pianist ved den arkitektonisk berømte Vangede Kirke, hvor han – ofte i sammenspil med medlemmer af DR-Symfoniorkestret og Det kgl. Kapel – står for en ambitiøs og meget velbesøgt koncertrække.